Ribebænken ved Dammen i Askov

Ribebænken

Foto: VisitVejen

Vejen området byder på  en unik kulturhistorie med Kongeå, Københavnerplantager, vikingeguld, grænseegn, Hærvej og højskoleliv. Ribebænken er et af de kvalitetsprodukter, som enten er fremstillet af virksomheder i området eller som er koblet uløseligt sammen med områdets historie. 

Ribebænken er et stykke originalt dansk design, som stammer tilbage til midten af 1800-tallet. Den klassiske bænk produceres stadig på jernstøberiet Velamp i Vejen, som i dag er det eneste danskejede og dansk producerende jernstøberi af klassisk byinventar. Velamp både smelter, støber og samler de klassiske støbejernsdesigns og har mere end 70 års erfaring med designprodukter i støbejern. 

Ribebænken er god at sidde på, og bænken vil være den ideelle gave til en modtager, der påskønner gammel og stadigt velfungerende dansk design. Bænken blev i sin tid designet til Ribe by, hvor man stadig kan se udgaven med de rød- og hvidmalede ben. Velamp har bevaret det oprindelige design fra midten af 1800-tallet, så bænken fortæller dansk designhistorie. Designet er gennemført til mindste detalje, hvilket sammen med god håndværkskvalitet i smedejernet giver en yderst stabil støbejernsbænk, der kan passe ind i mange omgivelser. Velamp laver som standard den moderne Ribebænk med180 cm brede planker af jatobatræ og "ben"/endegavle i farven mørk antracit (mørk grå). Med det rette vedligehold garanterer Velamp en levetid på 30 år, omend flere bænke har rundet de 100 år. 

I Vejen-området kan du finde bænken f. eks. ved dammen i Askov og på museumspladsen ved Vejen Kunstmuseum. Jernstøberiet Velamp ligger på Søndergade i Vejen tæt på bymidten, da Vejen by gennem årene er vokset ud til støberiet, der ved starten lå i landzone. 

Vil du købe en original RIbe-bænk i støbejern, så skal du kontakte Velamp i Vejen.