Gårdbutik Skodborg - grønsager og jordbær
Gårdbutik med friske egendyrkede grønsager tæt ved Skodborg og Hærvejens vandrerute.
I Gårdbutikken Skodborg finder du Henriette og Jos Haagmans friske grønsager. På 2 ha jord lige omkring den oprindelige gård dyrker Henriette og hendes mand grønsager - med stor kærlighed til gode råvarer og helt uden sprøjtemidler. I gårdbutikken finder du året rundt sæsonens grønsager høstet samme dag. En stor del af markerne er dedikeret til en række jordbærsorter, som varierer i sæson (så den bliver lang), varierer smag og i konistens. Således er der tale om sorter, som ikke er fremelsket til lang tids transport og opbevaring i en detailhandelsbutik. Du kan sikre dig helt andre smagsoplevelser med friske, lokalt dyrkede grønsager.
Parret bag grønsagsdyrkningen og butikken kommer fra Holland, så derfor vil du også kunne finde grønsager, som dyrkes og spises meget i Holland - det kunne f. eks. være julesalat, som på hollandske middagsborde bruges til meget andet end det let bitre indslag i en grøn salat. I en tid hvor kød flytter sig fra hovedingrediens til krydderi, og grønsager skal SMAGE af noget, så er der inspiration at hente.
Gårdbutikken ligger fysisk i staldlængen på gårdspladsens venstre side, der er tydelige skilte og god plads til at parkere. Der er åbent hele tiden, dvs. der er selvbetjening og der skal betales via mobil pay.