©  Foto:

Holsted

Holsted - stationsby, indkøbsby og bynær natur. Centralt i Jylland. 

Holsted by fortæller historien om transportudviklingen i den sydlige del af Jylland. Helt tilbage fra studedriften på den gamle Drivvej har området haft betydning.

Det oprindelige Holsted ligger centreret rundt om den gamle postgård, den gamle mølle og tinghuset fra 1845, der alle ligger langs Holsted Å. Placeringen af tinghuset markerede starten på byens betydning som administrativt centrum. Den gamle kirke i Holsted har en smuk glasmosaikrude udført af den lokale kunstner, Kræsten Iversen, som senere blev professor på Kunstakademiet. Den lokale kunstgruppe har taget initiativ til at forskønne byens viadukt.

Da jernbanen åbnede i 1874, blev stationen placeret ca. 2½ km syd for det gamle Holsted. Dermed voksede en ny by op rundt om stationen. En ny kirke, Skt. Peders kirke, blev bygget. Ved stationsbyen ligger også Galleri 46 og Sydjysk Kunstforening, som kan besøges. Bliver man lækkersulten, kan Kageriet anbefales. Arkitektonisk er stationsbyen præget af Bedre Byggeskik med monumentale bygninger fra 1920’erne. Der er dagligvarebutikker både i den oprindelige landsby og i stationsbyen.

De to byområder bindes i dag blandt andet sammen af det nye idræts- og kulturcenter; Medius, hvor også biblioteket ligger. Medius er udgangspunkt for byens Kløverstier, som bl.a. viser vej til sø og bæk, til det idylliske område omkring Holsted Å og til Skoleskoven, som er startet af en gruppe lokale ildsjæle.

Et nyere område af Holsted ligger omkring motorvejen mod nord. Her er opstået et nyt industrikvarter; hvor et af de mest moderne slagterier i landet ligger.