Brug naturen
Til dig, der gerne vil ud i naturen for at få frisk luft, ro i sjælen og nye indtryk på nethinden, så har vi samlet ideer til gåture og oplevelser med kunst under åben himmel.
På tur i Københavnerplantagerne
Ved Baldersbæk nær Hovborg ligger en afmærket kvalitetsvandresti på ca. 4,4 km. I området er der afmærket rute, gode parkeringsforhold og adgang til madpakkehytte med udsigt over Holme Å og Treherredstenen. Baldersbæk er en af Hovborg-områdets Københavnerplantager - plantager grundlagt af velhavende københavnere på mager jysk jord. Kaffen kan også indtages på HedeSELSKABSbænkene.
Se mere om stierne og området:
I lystanlægget ved Baldersbæk – dvs. have og skov væk fra villaen – kan børn gå på historiejagt. Se mere på hjemmesiden her. Det er også i lystanlægget, at du finder en række udendørs kunstværker med relation til Baldersbæk. Tur rundt i lystanlægget vil være ca. 3 km.
Vittrup Baun er et højdedrag mellem Bække og Brørup. Her er korte afmærkede ture, i klart vejr en fin udsigt og borde/bænke til en kaffepause. Vær opmærksom på, at tårnet af sikkerhedsmæssige grunde IKKE er tilgængeligt. På historiefronten, så er der flere perioder i spil.
Du finder mere om stedet her:
- Vittrup Baun
- og lige i nærheden finder du som historieinteresseret langdyssen ved Vittrup.
Foto:VisitVejen
Hvorfor sidde inde - når alt håb er ude?
Også til børn
Skal du underholde børn, så skal du lige nu prøve opgavejagterne ved og omkring Vejen Kunstmuseum. Her får du brug for iagttagelsesevne, hovedet og en god portion fantasi. Skal du ud og bruge kroppen, så er legepladserne brugbare - find nogle af de lidt mere specielle legepladser her. Ved Troldeparken i Vejen er der både legeplads og korte ture rundt i en lille bynær skov. Man kan udfordre hinanden i forsøget på at få stenene til at synge.
Store sten fascinerer - og derfor er en tur til Tirslund Plantage med Tirslund stenen et godt sted at tage hen. Ud over stenen, så er der kortere afmærkede ture rundt i skoven - som også byder på en tidligere festplads. Du må gerne indtage talerstolen og sige lige hvad du vil - blot skal du vide, at publikummet er lille. Det kan faktisk lade sig gøre at klatre på Tirslundstenen.....
En anden stor sten finder du nord for Bække: Hamborggårdstenen. Den ligger lige ud til Kyst til kyststiens og Hærvejens fælles rute. Du kan evt. parkere ved Klebæk højene og gå til stenen – der er ca. 500 m. Du kan også parkere i selve Bække by og så gå ud til stenen. På gåben frem og tilbage, så bliver det en 5 kilometerstur. Fin tur i landskabet, som også har rummet den historiske Hærvej. Og Klebæk-højene er det eneste sted i miles omkreds, som er forsynet med det brune Johanneskors som tegn på en særlig interessant seværdighed.
Se mere om stederne her:
Når du er i Bække, så skal du slå et smut ind i anlægget i den sydlige ende af byen. Her er legeplads, borde bænkesæt OG Havfruespringvandet. Godt nok uden vand i disse vintertider – men det er stadig Niels Hansen Jacobsen - troldemageren fra Vejen – som har lavet springvandet med havfruerne. Den historie kan du læse her.
Mere til børn:
Er der brug for at variere oplevelserne for ungerne, så rummer Sommerlystskoven i Rødding fine skilte med navne til træerne. Selv om der ikke er blade på endnu, så kan træernes form, bark og knopper bruges som kendetegn. Det historiske strejf her er kleinbanen.
Et andet sted at lære om træer og natur er ved Skoleskoven ved Vejen, hvor der er et lille aborét. Kig mere her.
Hvem lærer først rækkefølgen på planterne? Det kan være udfordringen for hele familien, og den nemme måde er at tage en tur på planetstien i Jels - langs med Jels søerne. Det giver lidt motion samtidig. Parallelt med planetstien finder du også Sundhedssporet, hvor du kan teste din - og familiens kondition..... og mens vi er ved motionen, så er der en række udendørs træningspavilloner i området. Sådan post-jul kan lidt fysisk aktivitet være en god ting.
Find mere om stederne, parkering og adgang her:
- Sommerlystskoven
- Jels Natur- og planetsti
- Sundhedssporet
- Jels Søerne - området er ret populært, så der kan være en del mennesker.
- Træningspavilloner og anden udendørs fitness
Foto:Hærvejen
Afmærkede ruter
Der findes mange afmærkede ruter med tilknyttede naturoplevelser og indblik i områdets kulturhistorie. Du finder dem her:
- Oversigt over Spor i Landskabet
- Oversigt over Kløverstierne i Holsted og Kløverstierne i Vejen
- Hjertesti i Holsted og Hjertesti i Vejen
- Præsteskoven ved Rødding
- Skelhøj
I Skibelund Krat skal du ikke bare kaste et blik på stenene omkring amfiscenen. Du skal en tur helt ud til den østlige ende til Skibelunds Genforeningsten. Og mod vest skal du rundt i det ny-istandsatte område neden for hotellet – og har du gode ben til stigninger, så tag den afmærkede gule rute vest på. Den starter med afmærkning og låge i vejsvinget når du kører forbi hotellet. Den tur går på skrænten af Kongeådalen. Særpræget oplevelse. Rundt i krattet kan du tage de nye lydfortællinger med dig – så bliver du også klogere på den historie. Lydhistorierne finder du i VisitVejen appen, så du kan lytte mens du gå i Krattet. Se her hvordan du gør. Du skal være forberedt på, at der kan være en del mennesker i krattet.
Mere historie kan du finde via de mange gravhøje, som er spredt over hele området. Der er fra stort set alle arkæologiske tidsperioder - dvs. der har været aktive mennesker her i umindelige tider. De fleste gravhøje har en god udsigt, en lille p-plads og infotavle. Nogen har også en bænk til en kop kaffe. Du finder den mest interessante – og tilgængelige – del af gravhøjene her.
Foto:VisitVejen
Længere ture
Er du til længere ture i større skovområder, så er Hovborg et godt sted at tage hen. Ved Hovborg Kro starter Sporene ved Hovborg - det ene går nord ud af byen og gennem Hovborg Plantage. Her er granduft og træer for alle pengene - og langt mellem gæster. Historiestrejfet udgøres her af Dalgas og Hedeselskabets arnested.
Skovens dybe stille ro kan du også finde i Skovens Katedral - et Hærvejsstykke mellem Skodborg Skov og Jels. Skoven er meget varieret, så det er til at bære at turen er frem og tilbage. Både hvor Skodborgskovvej og Grejsensvej krydses af Hærvejens vandrerute - der er skilte - kan man parkere bilen og gå. Undervejs til Jels kan du møde Pilgrimshytten - en madpakkehytte, hvor du kan sidde i læ med en kop - ufortyndet - kaffe.
3. mulighed er Stursbøl Plantage syd for Jels - med masser af veje og stier, afmærkede ruter og variation i beplantning. Hurtigt vil du opdage, at der også vrimler med oldtidsminder. Hærvejen vandre- og cykelrute går gennem plantagen, og Naturstyrelsen har en del afmærkede stier. Godt sted at parkere er ved p-pladsen ud til Klovtoftevej. Det er også i Stursbøl, at du kan finde de sidste rester af Troldeskoven.